
Hvad er klikkertræning
Klikkertræning blev oprindeligt brugt til
træning af delfiner. Her brugte man en fløjte til at markere den ønskede
adfærd, så delfinen forstod, hvad der blev ønsket af den. I dag bruger vi denne
type træning til alle dyrearter, men man kan sagtens klikkertræne uden en
klikker. Man kan i stedet vælge at bruge en verbal markering, evt. et kort ord eller lyd.
Først skal hunden lære et klik (eller et andet signal) betyder "det var
rigtigt, du får en belønning". Dette fanger hunden meget hurtigt, og den
vil nu begynde at arbejde for at få sit klik, der jo er dens signal til, at den
har udført det ønskede og dermed adgangen til dens belønning. Hver gang vi
præsenterer en øvelse for hunden, sørger vi for der er stor sandsynlighed for
succes. Jo mere succes hunden oplever i sin træning - jo højere vil den elske
at træne og nyde samarbejdet med sin ejer.
Denne type træning kaldes positiv træning, da vi belønner ønsket adfærd
frem for at straffe den uønskede. Hvis man straffer og irettesætter en hund
konstant, vil den blive usikker, passiv og kun adlyde sin ejer, fordi den ikke
tør lade være. Hvis man i stedet sørger for, at hunden har store chancer for at
få succes i en øvelse og belønner hundens rigtige forsøg, vil man få en
selvsikker og kreativ hund, der adlyder, fordi den kan lide at samarbejde med
sin ejer, og fordi den selv får noget ud af træningen.